Artikel bragt i "Frugt & Grønt"-bladet nr. 5 2006.
Tekst: Ole Bloch Engelbredt, Frugt og Grønt Rådgivningen.
Pladsmangel, dårlig logistik, leverings- og fødevaresikkerhed, kvalitet, hurtig omstilling og arbejdsmiljø. Der er mange forskellige årsager til, at en række store frilandsgartnerier, som leverer gennem Gasa Nord Grønt, netop er gået i gang med eller lige har indviet nye vaskerier og pakkerier.
Hva' er nu det? Bedst som man tror, at der er krise i erhvervet, så går flere store frilandsgartnerier i gang med væsentlige udvidelser af deres produktionsapparat.
At flere gartnerier udvider på stort set samme tidspunkt kan tolkes på flere måder, men der er meget, der tyder på, at erhvervet er i gang med en meget kraftig strukturudvikling. Udviklingen drives blandt andet af store kunder, og et marked som stiller store krav til deres leverandører. Et af de væsentlige krav er, at man kan levere meget store mængder på kort tid.
Det er værd at hefte sig ved, at disse gartnerier sælger deres produkter gennem Gasa Nord Grønt (GNG). Meget tyder således på, at GNG er en positiv medspiller i denne udvikling.
Nedenstående følger en kort præsentation af nogle af de gartnerier, der er i gang med at udvide deres produktion og faciliteter.
Gartneriet Inger-Marienlund
Gartneriet Inger-Marienlund ved Axel Månsson er snart klar til at flytte ind i en ny hal på 6.000 kvadratmeter. Den nye bygning indeholder indleveringsområde, vacuumkøleafdeling, pakkeri til salat, kål mv., tre kølerum, løgbehandlingsanlæg med blandt andet optisk sorterer samt en administrationsafdeling, alt i alt en samlet investering på knapt 30 millioner kroner.
- Det nye byggeri giver os mulighed for at samle hele produktionen på samme sted, fortæller Axel Månsson. - Lige nu har vi ret store problemer med pladsmangel, og desuden er logistikken ikke for god i det gamle byggeri.
Axel Månsson vurderer desuden, at tidspunktet er det helt rigtige i forhold til at følge med de krav, som kæderne stiller: Høj leveringssikkerhed og høj og ensartet kvalitet. Endelig giver det nye byggeri mulighed for, at produktionen kan udvides fremover, uden at de skal til at bygge lige med det samme.
På gartneriet, som ligger i Brande produceres iceberg, kinakål, blomkål, broccoli og økologiske løg.
Tange Frilandsgartneri
Tange Frilandsgartneri ved Klaus Vestergaard producerer både økologiske og konventionelle gulerødder samt andre typer rodfrugter som rødbeder, pastinakker og lignende. Klaus Vestergaard har netop startet et nyt byggeri op på 4.500 kvadratmeter, som skal indeholde et nyt anlæg til vask og sortering af gulerødder og andre rodfrugter. Byggeriet, som er budgetteret til 25 millioner kroner, skulle være klar 1. december 2006.
- Baggrunden for at bygge et nyt anlæg er, at vi ikke længere kan følge med i det gamle, fortæller Klaus Vestergaard. - Desuden bliver det nye anlæg væsentlig mere fleksibelt end det gamle anlæg, hvilket betyder, at vi kan give kunderne en optimal service. Jeg vurderer også, at tiden er den helt rigtige til at udvide produktionen, da der vil ske en væsentlig strukturudvikling i erhvervet de næste par år.
Kapaciteten i det nye vaskeri øges fra de nuværende 10 ton per time til 25 ton per time. Samtidigt bliver det meget nemmere at skifte imellem og køre mindre serier, idet hver enkelt kunde, vil have sin egen emballage.
- Med den store kapacitet vil vi være i stand til at sælge, når der åbner sig en mulighed på det nordeuropæiske marked, forklarer Klaus Vestergaard. - Så vi blive yderst godt rustet til at kunne imødekomme kundernes krav, og det nye marked som er under udvikling.
Gartneriet Mariehøj
- Vi mangler kapacitet i det gamle anlæg, fortæller Henrik Christensen, Gartneriet Mariehøj. - I dag stiller kunderne krav om, at vi kan forarbejde store mængder på kort tid. Desuden falder dækningsbidraget per enhed, hvilket betyder, at vi må effektiviserer vores anlæg yderligere. Endelig er vi meget opmærksomme på, at vi udover at være en primærproducent også er en servicevirksomhed. Det betyder, at vi aldrig siger nej til en kunde, og at vi altid kan levere den mængde, der er behov for.
Gartneriet Mariehøj, som ligger i Buske mellem Næstved og Ringsted, producerer hovedsagelig løg og icebergsalat. Henrik Christensen har købt en ny ejendom med et eksisterende lager på 2.000 kvadratmeter. Hertil kommer et nybyggeri på 2.300 kvadratmeter til et nyt løganlæg, en samlet investering på cirka 10 millioner kroner til klargøring af nye ejendom og nybyggeriet. Det nye anlæg vil firedoble den kapacitet, de har i dag. Lageret bliver et vacuumlager til containere, som dels sikrer en meget hurtig nedtørring, dels er det eneste system, der sikrer fuld sporbarhed i forhold til dyrkningsstedet. Udover løg vil der også kunne sorteres kartofler, gulerødder og andre rodfrugter på anlægget.
Gulerodsgruppen Midtjylland
Gulerodsgruppen Midtjyllands vaskeri og pakkeri ligger i Ejstrupholm i Midtjylland. De er ved at bygge et nyt vaskeri på 1.500 kvadratmeter. De 500 kvadratmeter er til det nye vaskeanlæg, og de sidste 1000 kvadratmeter er til lager.
- Kapaciteten i det gamle anlæg er simpelthen for lille til den mængde gulerødder, vi kører igennem nu, siger Flemming Jørgensen, daglig leder af Gulerodsgruppen. - Vi har et ønske om, at vaskeriet skal komme til at fungerer mere effektivt, end hvad der har været tilfældet i det gamle anlæg. Derudover udvider vores vigtigste kunde med 10 til 15 procent om året, og vi ønsker fortsat at kunne følge med i denne udvikling.
Blandt de nye maskiner er en børstevasker, mens man indtil videre afventer, at teknologien i en optisk sorterer bliver helt færdigudviklet og køreklart.
Yding Grønt
- Vi manglede plads, fordi produktionen er blevet større, fortæller Søren Flink, Yding Grønt. - I dag har vi mange flere produkt- og emballagetyper end tidligere. Det stiller store krav til vores pakkeri, når der skal håndteres mange forskellige typer af varer. En anden årsag til udvidelsen er, at vi har besluttet, at vi vil være i denne branche. Det betyder, vi skal kunne matche prisniveauet i Europa. Derudover skal vi kunne leve op til både myndighederne og kundernes krav.
Yding Grønt, som er beliggende i Yding sydvest for Skanderborg, producerer blandt andet mange forskellige typer af babyleaves. De har netop bygget et nyt pakkeri og kølerum på 1.800 kvadratmeter, og derudover er der bygget en ny maskinhal på 2.000 kvadratmeter. I forbindelse med nybyggeriet er der blandt andet foretaget mange ændringer i køleanlægget for at optimerer det mest muligt.
- Vi er til eksamen hver dag, og vi kan ikke tillade os at fejle, fastslår Søren Flink Madsen. - Jeg tror på, at sporbarhed og service bliver de to nøgleord for fremtidens leverandører af grønsager.
AP Grønt
Per Hardenberg, AP Grønt i Slangerup, er ved at bygge en ny hal på cirka 1.000 kvadratmeter. Den nye hal skal indeholde sluse, rampe og administration og skal ses som en forlængelse af den hal, der blev bygget for halvandet år siden. Der er mange årsager til at bygge lige nu, nogle af de væsentligste er, at udvidelsen er nødvendig af praktiske årsager.
- Udvidelserne de sidste halvandet år giver mulighed for at udfase meget af det ensidig gentagen arbejde (EGA) ved at udnytte maskinerne så godt som muligt, forklarer Per Hardenberg. - Fødevaresikkerhed er et andet vigtigt argument for at udvide, da det derved bliver muligt at scanne og kontrollere produkterne væsentlig bedre end tidligere. Det hele er også baggrunden for, at vi nu er blevet EurepGap certificeret med politik for personlig hygiejne, smykker, alkohol, røg og så videre.
AP Grønt producerer hovedsagelig babyleaves og specialsalater.
Billede: GARTNERIET INGER-MARIENLUND - Axel Månsson foran sin nybygning på 6.000 kvadratmeter. Til venstre ses afdelingen for modtagelse af råvarerne, det lysegrå afsnit i midten indeholder blandt andet administration, og den mørkegrå afdeling huser emballagemodtagelse og -klargøring. (Foto: Ole Bloch Engelbredt).