- Fremtidens frugt- og grøntavlere er fødevarevirksomheder med en effektiv produktion. Produkterne afsættes ikke blot i Danmark men i hele Europa og måske endda længere væk. Konkurrenterne kommer ligeledes fra både øst, vest, syd og nord, og detailhandlen stiller stadig stigende krav. Hvis man som dansk producent skal klare sig på dette marked, bør man have kvalitet, sporbarhed og fødevaresikkerhed på plads. EurepGAP er en certificering, der kan dokumenterer dette, fortalte Quality- and Product Manager Hanne Paludan, GASA NORD GRØNT, på en konference om certificering af primærproducenter.
På konferencen, der var arrangeret af certificeringsvirksomheden BVQI Denmark, fortalte en række aktører om deres erfaringer med at blive certificeret efter den internationale EurepGAP-standard. En standard, som er udviklet og anerkendt af nogle af de største detailhandelskæder i Europa og tiltrådt af mere end 30.000 bedrifter. Også i Danmark er der stigende fokus på dokumenterede forhold omkring fødevaresikkerhed, sporbarhed og bæredygtighed. Ikke mindst pga. et tiltagende pres fra detailhandlen, hvor flere kæder bebuder, at de i løbet af to år kun vil samarbejde med certificerede leverandører.
Tange Frilandsgartneri er en af de første certificerede producenter i Danmark. Direktør Klaus Vestergaard er glad for det. - Med vores EurepGAP-certificering har vi haft held til at skille os ud fra mængden. Uden at det har kostet en bondegård. Hvis vi nedsætter kiloprisen på vores gulerødder med 10 øre, ryger halvdelen af vores overskud. Set i det lys koster det næsten ingen ting at blive certificeret. Og så kan indkøberne se, at vi har gjort noget for at minimere vores risici. Dermed forøges muligheden for, at vi bliver bedt om at komme med tilbud. Jeg tror ikke, at vi fremover vil blive valgt som leverandør på grund af vores EurepGAP-certificering. Men vi kan undgå at blive fravalgt.
Tjæreborg Champignon er både certificeret efter EurepGAP og British Retail Consortium (BRC)'s retningslinier. Udgangspunktet var meget jysk. "Kan det svare sig?", spurgte virksomheden sig selv. Salgschef Karla Larsen gav svaret. - Vi har fået opbygget et effektivt kvalitetsstyringssystem, gennemgået alle processer, fået fokus på forbedringspunkter og så har vi frem for alt nået vores overordnede målsætning: Øget eksporten til England. Vi ser Europa som vores hjemmemarked, og de danske detailhandelskæder er lysår bagud, når det drejer som krav til kvalitet og fødevaresikkerhed. Med vores certificeringer føler vi os godt rustet til den fremtidige konkurrence - i hele Europa.
Billede: Direktør Klaus Vestergaard, Tange Frilandsgartneri, er glad for sit EurepGAP-certifikat. Det er været en billig måde at få ekstra opmærksomhed fra detailhandlens indkøbere på.
Har du spørgsmål om konferencen eller EurepGAP, så kontakt venligst ledende auditor Inge Bodil Jochumsen på telefon 51 24 49 89 eller marketingchef Jørn Jensen på 7731 1178. BVQI Denmark A/S er Danmarks førende certificeringspartner.
Vi gennemfører mere end 5.000 auditeringer årligt, hvor vi balancerer et højt fagligt niveau med dialog og indlevelse.
Vi er en del af Bureau Veritas, der løser certificerings-, udannelses- og inspektions-opgaver for mere end 200.000 kunder i 140 lande.